Av. Den sad. Den vilde forelskelse i en anden mand. Og den dybe kærlighed til ham jeg hører til. Bevidstheden om, at jeg skal træffe et valg og stå ved det, og tanken om, at uanset hvad jeg vælger, så mister jeg noget stort og vigtigt.
Jeg har den smukkeste og sødeste kvinde i mit liv. Hun har taget mit hjerte, holder min hånd og kysser mig så stjernene danser for mig. Vi er åndssvage sammen. Vi deler alt det, der gør ondt og vi forstår at trøste hinanden. Vi er fulde sammen. Vi har fantastisk - FANTASTISK! - sex. Hun er i alt. I mig, i mit liv, i musik, i bøger i det hele. Fordi jeg er så forelsket. Snart på 13. måned.
Men jeg tør ikke give mig selv helt til hende. Hvis hun går fra mig, knækker jeg i tusinde stumper og stykker, og så ved jeg faktisk ikke, om jeg kan limes sammen igen. Overhovedet. Det skræmmer mig så meget, fordi jeg aldrig har haft en kærlighed som denne før. Vi er uhyggeligt ens og samtidigt alt for forskellige.
Jeg føler, jeg har fundet mig selv i hende. Hvis hun går, går hun med mig. Uden pis. Og hvis dét ikke er skræmmende, så ved jeg ikke, hvad der er.
Hvis du forlader mig så gør det hurtigt, resolut og uden falsk medlidenhed forlad mig med et hug der kapper alle bånd forlad mig i en afgrund hvorfra man kun kan klatre opad
(og dog? Man risikerer jo at blive dernede og aldrig komme op måske er det alligevel for hårdt? Jeg vil bede dig om noget andet)
Hvis du forlader mig så gør det blidt og nænsomt og ikke pludseligt med voldsomhed chokerende og lammende gør det blidt og nænsomt og helst i små portioner langsomt - så jeg kan vænne mig til tanken
(Og dog? Det er under alle omstændigheder ubehageligt Noget der gør ondt Så hvorfor trække pinen ud? Ja, hvorfor sætte sig selv i den situation? Nu har jeg det:)
Forlad mig tidligt forlad mig i min ungdom før vi lærer hinanden at kende ved en fest, hvor vi begge to er Lad mig møde en anden end dig hvis du alligevel vil forlade mig Forlad mig i min barndom en tidlig solskinsmorgen hvor alle køer er sat på græs og jeg endnu er en lille dreng der leger i en sandkasse
åh kære jeg tror jeg dør hvis du forlader mig tag mig med kan du ikke bare ta' mig med hvis du forlader mig?
At han gav mig den anerkendelse, jeg sådan higer efter. At han var mere opmærksom på mine behov og prioriterede tid sammen med mig højere. Jeg savner ham, savner hans nærvær og hans interesse for mig og børnene. Han arbejder røven ud af bukserne og er ikke meget hjemme - derfor ville jeg ønske, at han var mere nærværende, når han så endelig var her. Og hvad jeg kæmper med? At jeg ikke kan sige det til ham - udtrykke min længsel og mine behov, uden at han føler sig kritiseret og misforstået ... At jeg gang på gang prøver at fortælle ham, at jeg er ked af den måde, vores familieliv er blevet og at jeg ønsker mig mere tid sammen med ham og jeg ved at åbne denne samtale, hvergang ender med at have startet en konflikt som ender med at jeg ligger og tuder, fordi han bliver vred på mig og ender med at råbe op og skælde ud og sige at jeg intet fatter af, hvad det vil sige at være ham. Hvor er hans selvindsigt blevet af? Hvor er den glade overskudsagtige mand, jeg faldt pladask for, som behandlede mig som en prinsesse og ville gøre alt for, at jeg skulle have det godt? Hvordan fanden er det det gået til, at han er blevet sådan et gammelt surt røvhul?
åh, det er da nogle svære spørgsmål, du kommer op med. Jeg tror, at det sværeste lige nu er, at min kæreste og jeg er for dårlige til at kommunikere. Vi kommer tit op at skændes, når beslutninger skal tages. Det er træls og egentlig også unødvendigt. Vi er nok stadig på det stadie, hvor vi sliber hinandens hjørner lidt til.. som sten på stranden.
Av. Den sad.
SvarSletDen vilde forelskelse i en anden mand. Og den dybe kærlighed til ham jeg hører til. Bevidstheden om, at jeg skal træffe et valg og stå ved det, og tanken om, at uanset hvad jeg vælger, så mister jeg noget stort og vigtigt.
At min mand grundlæggende ikke er glad og ikke ved hvad han vil med sit liv.
SvarSletDet trækker tænder ud.
At jeg ikke tør nok.
SvarSletJeg har den smukkeste og sødeste kvinde i mit liv. Hun har taget mit hjerte, holder min hånd og kysser mig så stjernene danser for mig. Vi er åndssvage sammen. Vi deler alt det, der gør ondt og vi forstår at trøste hinanden. Vi er fulde sammen. Vi har fantastisk - FANTASTISK! - sex. Hun er i alt. I mig, i mit liv, i musik, i bøger i det hele. Fordi jeg er så forelsket. Snart på 13. måned.
Men jeg tør ikke give mig selv helt til hende. Hvis hun går fra mig, knækker jeg i tusinde stumper og stykker, og så ved jeg faktisk ikke, om jeg kan limes sammen igen. Overhovedet. Det skræmmer mig så meget, fordi jeg aldrig har haft en kærlighed som denne før. Vi er uhyggeligt ens og samtidigt alt for forskellige.
Jeg føler, jeg har fundet mig selv i hende. Hvis hun går, går hun med mig. Uden pis. Og hvis dét ikke er skræmmende, så ved jeg ikke, hvad der er.
Kristen Bjørnkjær: Hvis du forlader mig
SletHvis du forlader mig
så gør det hurtigt, resolut
og uden falsk medlidenhed
forlad mig med et hug
der kapper alle bånd
forlad mig i en afgrund
hvorfra man kun kan klatre opad
(og dog?
Man risikerer jo at blive dernede
og aldrig komme op
måske er det alligevel for hårdt?
Jeg vil bede dig om noget andet)
Hvis du forlader mig
så gør det blidt og nænsomt
og ikke pludseligt med voldsomhed
chokerende og lammende
gør det blidt og nænsomt
og helst i små portioner
langsomt - så jeg kan vænne mig til tanken
(Og dog?
Det er under alle omstændigheder ubehageligt
Noget der gør ondt
Så hvorfor trække pinen ud?
Ja, hvorfor sætte sig selv i den situation?
Nu har jeg det:)
Forlad mig tidligt
forlad mig i min ungdom
før vi lærer hinanden at kende
ved en fest, hvor vi begge to er
Lad mig møde en anden end dig
hvis du alligevel vil forlade mig
Forlad mig i min barndom
en tidlig solskinsmorgen
hvor alle køer er sat på græs
og jeg endnu er en lille dreng
der leger i en sandkasse
åh kære
jeg tror jeg dør
hvis du forlader mig
tag mig med
kan du ikke bare ta' mig med
hvis du forlader mig?
Rikke, tak.
SletTo ord - lige præcist. Så inderligt, perfekt præcist.
Kæmper for overhovedet at have et kærlighedsliv.....
SvarSletAt han gav mig den anerkendelse, jeg sådan higer efter. At han var mere opmærksom på mine behov og prioriterede tid sammen med mig højere. Jeg savner ham, savner hans nærvær og hans interesse for mig og børnene. Han arbejder røven ud af bukserne og er ikke meget hjemme - derfor ville jeg ønske, at han var mere nærværende, når han så endelig var her.
SvarSletOg hvad jeg kæmper med? At jeg ikke kan sige det til ham - udtrykke min længsel og mine behov, uden at han føler sig kritiseret og misforstået ... At jeg gang på gang prøver at fortælle ham, at jeg er ked af den måde, vores familieliv er blevet og at jeg ønsker mig mere tid sammen med ham og jeg ved at åbne denne samtale, hvergang ender med at have startet en konflikt som ender med at jeg ligger og tuder, fordi han bliver vred på mig og ender med at råbe op og skælde ud og sige at jeg intet fatter af, hvad det vil sige at være ham. Hvor er hans selvindsigt blevet af? Hvor er den glade overskudsagtige mand, jeg faldt pladask for, som behandlede mig som en prinsesse og ville gøre alt for, at jeg skulle have det godt? Hvordan fanden er det det gået til, at han er blevet sådan et gammelt surt røvhul?
åh, det er da nogle svære spørgsmål, du kommer op med.
SvarSletJeg tror, at det sværeste lige nu er, at min kæreste og jeg er for dårlige til at kommunikere. Vi kommer tit op at skændes, når beslutninger skal tages. Det er træls og egentlig også unødvendigt.
Vi er nok stadig på det stadie, hvor vi sliber hinandens hjørner lidt til.. som sten på stranden.
At ikke alting bliver hverdagstrummerum og skemalagt...
SvarSletAt jeg ikke engang tør svare på dette spørgsmål..
SvarSlet