Tak.
Jeg vil bare sige til alle jer skønne skønne mennesker, som deler på denne blog: I ER FANTASTISKE!! Jeg læser hver og én kommentar og jeg griner, undrer og bliver rørt hver dag, når I fortæller om jeres tanker. Tak tak tak tak for dem. Jeg kan ikke en engang finde på noget sjovt at skrive, jeg er virkelig bare så glad for at I deler. Det hele. Tænk hvor meget jeg allerede har lært om det liv vi lever.
Der er flere der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke selv deler. Men det er helt bevidst at jeg har holdt mig selv udenfor. Jeg vil helst ikke have at nogen bliver farvet af det jeg skriver, for det her skal være jeres blog. Men det klør da i fingrene for at svare. Selvfølgelig. Jeg synes bare det er så fint at jeg kan have døren på klem og se med i det rum, der bliver skabt her på bloggen.
Men jeg deler gerne. Og med glæde. Så det vil jeg gøre i ny og næ, mens jeg klapper i hænderne over jeres villighed til at dele så rundhåndet ud af jeres tanker.
Fik jeg sagt tak? Tak.
Ovre på kvindetid er de også vilde med alt det deleri. Og nu tænker du måske, at det måske er helt normalt i min verden at nogen skriver om mig, fordi jeg selv skriver for magasiner og hist og pist og vi kender allesammen hinanden. Men i det her tilfælde har jeg ingenting gjort. Den er blevet opsnappet i cyber. Takket være jer.
Okay før der går Gwyneth i den stopper jeg.
Rock on. Længe leve jer.
Selv tak! Jeg har længe gerne ville starte en blog, men får (pga manglende mod/tid/evner) ikke gjort det. Det her er et lille skridt ind i blogverdenen for mig. Tak fordi du giver mig mulighed for at dele!
SvarSletHahhaha, jeg røg lige i Gwyneth-klippet og sad i min seng og tudbrølede sammen med hende. Nå, men du har sgu ret: Det er fantastisk at læse alle de spændende, overraskende og meget forskellige svar, læserne skriver til dine spørgmål. Ud over at gruble lidt hver dag over hvad jeg selv skal svare, giver de andres svar mig også gang i masser af god tankevirkesomhed. Et spørgsmål, der blev siddende i mig længe (mest af alt pga svarene dertil), var "Hvad er din største styrke". Hvorfor var det mig næsten umuligt at svare på det? Kender jeg virkelig mine egne styrker så dårligt, eller vil jeg ikke være ved, at der er masser af områder, hvor jeg virkelig er god? Og hvorfor valgte jeg (som rigtig mange andre den dag) at svare anonymt? Kunne jeg ikke få mig selv at at lægge navn til mine styrker eller var jeg bange for at nogen af dem, der kender mig, ville læse mit svar og tænke "aj, helt ærlig, det er da ikke en styrke" eller hvad fanden skete der?
SvarSletJeg synes, det er VILDT interssant. Jo tættere på dine spørgmål er, jo færre svar får du og jo flere svarer anonymt. Det er vildt spændende.
Håber aldrig, du løber tør for spørgsmål :)
God regnsvejrsdag fra Region Syddanmark
selv tak !!!!!!!!!
SvarSletLone
Ja, også selv tak herfra. Jeg svarer på nogen af dem. Og så skriver jeg dem alle sammen ned i en hemmelig bog, så jeg kan svare lige efter hjertet og tage bogen frem om nogle år og grine lidt af mig selv.
SvarSletSuper sjov ide. Så bliv endelig ved med at komme med spørgsmål. Jeg har en hel bog der skal fyldes ud :-)
Jeg hygger mig rigtig meget ved at læse de andres svar, samtidig med at det jo næsten altid kræver at jeg selv sætter de små grå i gang. For hvad skal jeg egentlig svare??
SvarSletJeg tror det er sundt at sætte de små grå ( og ind i mellem) støvede i sving!!
Samtidig er din blog en af de eneste jeg vender tilbage til, flere gange, bare lige for at se hvad de andre har svaret. det kunne jo være man kunne lære at se sit eget liv i et andet perspektiv!!
Som HellePelleFrikadelle, så håber jeg heller aldrig du løber tør for spørgsmål!!! Hav den dejligste weeekend!